Kirke-blog

En moderne voldskultur?

pel — Tue, 03 Feb 2009 20:35:33 +0000

En moderne voldskultur?

De senere år har kriminaliteten ændret karakter. Da jeg var yngre og var tilsynsførende og i perioder også havde kriminelle til at bo hos mig, var den typiske kriminelle en lille ”flad junkie”, en fattig stakkel, som begik kriminalitet for at tjene til sit misbrug. Og slagordet var dengang: Det tjener ikke noget formål at straffe den lille forhutlede misbruger – det er bedre at resocialisere.

I dag læser vi om en særdeles ”person-farlig vold” i form af knivstikkeri’er, skyderier, organiseret bandekriminalitet, likvideringer, stærke fanger, som tyranniserer svage fanger og international, grænseoverskridende kriminalitet. Slagordet er stadig: ikke straffe, men resocialisere, men man har lidt på fornemmelsen, at alle de smukke hensigter preller af på den hårde mentalitet. For når en voldsmand pågribes, hører man ofte udtryk som ”kendt af politiet” og ”et langt register af voldssager”. Man spørger sig selv, om det egentlig er helt betryggende for den almindelige skatteborger at have disse typer til at gå løse omkring? Om vi stadig har et samfund, der beskytter de svage?

På dette indlæg har jeg bedt dommer Claus Rasmussen svare:

“….. for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne
over retfærdige og uretfærdige.” Matt. 5,45

Du har utvivlsomt ret i, at der i vores yngre dage var stor intersse for at “resocialisere” i stedet for at straffe. Det hang vel til en vis grad sammen med, at vi dengang levede i sociologiens storhedstid, da man mente at kunne forklare omtrent alle menneskelige handlinger som resultater af samfundets karakter. Jeg kan bestemt godt forstå, at dette synspunkt må kalde til modsigelse, navnlig for teologer, for i virkeligheden reducerer det jo mennesket til en slags dyr uden noget personligt ansvar eller skyld. Der var vel også dengang tilbøjelighed til at anse straf som noget i sig selv ondt og udtryk for samfundets “repressive” karakter. Selv nogle teologer var tilbøjelige til fejlagtigt at ville forlænge evangeliets ubetingede og ufortjente tilgivelse til det borgerlige samfunds forhold, en grundig misforståelse, jf. eksempelvis Jakob Knudsens romaner “Sind” og “Lærer Urup”. Selv om det måske er rigtigt, at den grovere og farligere voldskriminalitet er blevet værre, mener jeg ikke, du har ret, når du skriver, at slagordet stadig er “resocialisering”. Den sidste halve snes år har været præget af mange strafskærpelser som følge af ny lovgivning, typisk således at Folketinget isoleret har taget en enkelt bestemmelse i straffeloven ud til særskilt skærpelse. Når det var til side, tog man fat på en anden kriminalitetstype, og sådan fortsatte det. Jeg ved ikke, om der for nogle politikere var tale om et forsøg på at profilere sig, som det vist hedder med en moderne vending. Amerikanerne taler om, at der kan være en stemmemæssig fordel i at vise sig som en politiker, der er “tough on crime”.
De seneste år har således været præget af mange enkeltstående strafskærpelser. Det eneste tilfælde af det modsatte fandt sted i begyndelsen af 1980-erne, da det blev bestemt, at straffen for almindeligt tyveri m.v. skulle reduceres med en tredjedel. Havde domstolen idømt 9 måneders fængsel, skulle straffen reduceres til 6 måneder. Det er interessant, at hverken de mange skærpelser eller den enlige reduktion var begrundet i kriminologiske overvelser, endsige empiriske undersøgelser, eller i grundigt udvalgsarbejde, sådan som det i gamle dage var tilfældet, når man hovedreviderede straffelovgivningen. Da man i 1980-erne reducerede straffene, var begrundelsen, at fængslerne ikke havde kapacitet til at fuldbyrde de straffe, der var udmålt af domstolene.

Det kan være, du har ret i, at der løber for mange farlige mennesker rundt i samfundet. Jeg tror, det i vidt omfang har med ændringen af vilkårene for psykiatrien at gøre. Vi har i snart mange år set, at antallet af psykiatriske sengepladser er blevet reduceret, og vi har da også set, hvordan både meget alvorlig kriminalitet og mindre alvorlig, men stærkt generende kriminalitet er begået af psykisk syge mennesker. Jeg husker ikke statistikken nøje, men er sikker på, at andelen af kriminalitet begået af sjæleligt syge er steget gennem de senere år. Mange af disse folk ville sikkert selv være bedre tjent med en psykiatrisk sengeplads.

Det er rigtigt, at samfundet er nødt til at straffe for at holde ondskaben i ave, sådan at samfundet kan være til at leve i. Anderledes er menneskene ikke, hvad jo Luther om nogen vidste. Men at tro, at vi med de nuværende meget omfattende samfundsforandringer kan komme ud af problemerne udelukkende ved strafskærpelser, er en kortslutning.

Hvordan opstod Ny Testamente

pel — Tue, 03 Feb 2009 16:16:22 +0000

I 1945 blev der i Nildalen ved stationsbyen Nag Hammadi fundet 13 bøger skrevet på det oldægyptiske sprog koptisk. Bøgerne var skrevet ca. 300-350 eft. Kr. og indeholdt bl.a. en del hidtil ukendte evangelier: Thomasevangeliet, Filipsevangeliet, Sandhedens evangelium og Ægypterevangeliet. I forvejen havde man fundet Marie (Magdalene) evangeliet, og senere fandt man Judasevangeliet (også skrevet på koptisk). Nogle forskere (Elaine Pagels, Karen King) har i begejstring over disse nye fund hævdet, at de vidner om, at kristendommen i starten blev tolket på mange forskellige måder, enhver tolkede kristendommen på sin egen private måde, uden at han behøvede kirkens eller biskoppens pegepind, og først senere udvalgte man 4 evangelier, som skulle være gældende norm, og stemplede så alle de andre evangelier som kætterske og usande. Synspunktet blev for nylig gentaget i et TV-program på kanalen National Geographic. Skurken i denne affære skulle så være kirkefaderen Irenæus i Lyon i Sydfrankrig. Han levede omkring år 180 eft. Kr. og skrev et skrift, der hed ”Mod kætterne”, hvor han nævner Judasevangeliet og Sandhedens evangelium, men forkaster dem som vranglære og peger i stedet på den linie, som er lagt af biskopperne og kirken.

Mod det argument må man indvende, at det er altså ikke bare, fordi Irenæus siger det, at kun de 4 gammelkendte evangelier blev udvalgt til at komme med i Ny Testamente. Kriteriet for hvilke skrifter, der kom med i biblen, var, 1) at de på en eller anden led kunne knyttes til de 12 apostle, som havde fulgt Jesus på hans vandringer og lært af ham, og 2) at de blev brugt som hellig skrift og oplæst ved gudstjenester over alt i romerriget og ikke bare af en lille gruppe. Det skulle altså være skrifter, der var anerkendt af hele kirken og ikke bare af en lille gruppe. De koptiske evangelier, som man har fundet i det 20.årh., er også nedskrevet noget senere end Lukas-, Matthæus-, Markus- og Johannesevangeliet. Og de gør ikke noget forsøg på at indsamle det, som mundtligt eller skriftligt var bevaret om Jesus og Jesu lære, men er en fuldstændig fri fabuleren over frelsens og Kristusskikkelsens betydning. En undtagelse er Thomasevangeliet, som rummer en del sentenser og lignelser af samme art som det stof, der er gengivet i de 3 første evangelier i Ny Test. Men selv Thomasev. understreger, at den egentlige sandhed skal du finde inden i dig selv.

Men hvordan er lige netop den samling af skrifter, som vi kalder Ny Testamente, opstået? Det er tydeligt, at Ny Testamente er orienteret ud fra byen Rom. Hovedpersonerne er Peter og Paulus, og Apost. Gerninger slutter med, at Paulus ankommer til Rom. Traditionen om, at både Peter og Paulus har lidt martyrdøden i Rom og ligger begravede i Rom, er gammel og temmelig troværdig. De skrifter, som har tilknytning til enten Peter eller Paulus, udgør langt størsteparten af Ny Test. Johs ev ender med, at Peter udnævnes til hyrde, biskop, for den ældste kirke, og Matt ev 16,17-19 bringer de berømte ord om Peter, som skal bære himmerigets nøgler. Markus ev er efter traditionen skrevet af Peters tolk, Markus (omtales 1.Peters brev 5,13), og Lukas er, som det fremgår af Apostlenes Gerninger, Pauli nære medarbejder. Og Johannes’ Åbenbaring handler om den unge kirkes (anspændte) forhold til byen Rom. En tysk professor har gjort opmærksom på, at der i den ældste kirkekunst findes et motiv, som dukker op i flere af de ældste storkirker og var afbildet i alternichen i den gamle Peterskirke, som lå der før den nuværende, som er bygget på reformationstiden. Det viser Kristus med et skrift i hænderne, som han rækker til Peter, som står ved hans højre hånd, mens Paulus står ved hans venstre hånd. Hvilket andet skrift kan det vel være end netop Ny Testamente? Peter og Paulus blev altså anset som dem, Jesus havde givet den sande åbenbaring – Paulus først efter sin død i synet uden for Damaskus, Ap Gern 9. Hebræerbrevet var længe omstridt. Skulle det regnes med til Ny Test eller ej? Det kom med, fordi nogle gættede på, at det også var skrevet af Paulus.

Bedrageri med Dødehavsrullerne ?

pel — Tue, 11 Nov 2008 14:00:41 +0000

I 1947 købte en skomager i Betlehem 4 skriftruller, som en palæstinenser havde fundet i en hule ved det Døde Hav. Hans hensigt var nok at bruge det gamle læder til at lave sandaler af, men heldigvis solgte han rullerne videre for knap 100 dollars til den syriske ærkebiskop af Jerusalem. Nogle mindre fragmenter gemte han i sin have. I mellemtiden havde den israelske arkæolog Sukenik købt tre andre ruller af palæstinenseren. Biskoppen vil gerne sælge sine ruller til amerikanske forskere, men forlanger 1 million dollars, så 1948-54 ligger rullerne gemt i en boks på hotel Waldorf Astoria i New York, hvorefter de bliver købt af israelske stråmænd for ¼ million. Alle 7 ruller er dermed kommet i israelske hænder, selvom de faktisk var blevet fundet på jordansk-palæstinensisk grund. I mellemtiden bliver også de andre huler i området gennemsøgt af beduiner og især i den hule, som senere kaldes hule 4, findes 1952 rester af flere hundrede skriftruller, men alt sammen i en meget sørgelig forfatning. Den jordanske regering nedsætter nu et internationalt forskerhold, som skal prøve at få styr på de mange lapper og fragmenter, som er fundet især i hule 4. På grund af dødsfald og andre begivenheder kommer dette forskerhold efterhånden til at bestå af udelukkende katolske lærde. Det går langsomt med at få skrifterne udgivet. Den mest flittige af forskerne, den polske pater Milik, bliver vred på israelerne, fordi de under krigen 1967 møder op med faldskærmssoldater på hans arbejdsplads, Rockefeller-museet, og han rejser i protest til Paris. Så arbejdet med at udgive de mange lasede, hensmuldrende skrifter fra hule 4 går næsten i stå til stor fortrydelse for utålmodige israelske forskere. Til sidst forsøger nogle af disse et kup, idet de 1991 udgiver som en såkaldt piratudgave de 1700 fotokopier af hidtil uudgivne stumper, som er lavet som sikkerhedskopi’er. Samme år udgiver 2 journalister, M.Baigent & R.Leigh, en bestseller, ”Bedrageriet med Dødehavsrullerne”, som alene i Tyskland bliver solgt i en million eksemplarer. Den hævder, at smøleriet med udgivelsen i virkeligheden er et komplot fra Vatikanets side: Vigtige fund skulle være skjult og tilbageholdt efter beslutning fra Vatikanet i Rom for at tilsløre, at rullerne i virkeligheden er kristne skrifter fra den ældste menighed og tegner et helt andet billede af Jesus og urkirken end det, Vatikanet ønsker at fremme.

Omtrent alle forskere er dog enige om, at både skrifttyperne og kulstof 14-undersøgelserne viser, at rullerne stammer fra tiden før Kristus. Rullerne er altså ikke en kilde til den ældste kristendom, men en vigtig kilde til jødernes religion i tiden lige før Kristi fødsel. Men både piratudgaven og bestselleren har bevirket, at der er kommet skub i udgivelsen af de sidste stumper, så hele skriftskatten nu kan studeres af alle. Der er især to af de senest udgivne skrifter, som har påkaldt sig stor opmærksomhed. Det første er Sabbatsangene. Resterne af dette skrift var frygteligt medtagne, men der blev fundet rester af hele 9 eksemplarer af det, så ved at lægge alle disse laser oven på hinanden fik man en nogenlunde læselig tekst ud af det. Den består af 13 sange, som starter med en opfordring til englene om at lovsynge Gud, og derefter bevæger man sig i løbet af de 13 sange dybere og dybere ind i Guds himmelske, kosmiske tempel, mens englesangen stiger i styrke, indtil man til sidst står foran ildfloderne, der strømmer ud fra Guds trone. Er dette ment som et ritual, der skal føre den lovsyngende menighed frem til et mystisk møde med Gud, en slags mystisk gudsskuen? Ét er i hvert fald tydeligt også ud fra andre af rullerne, at menigheden ved det Døde Hav mente, at de i deres gudstjeneste og lovprisning af Gud blandede sig med englenes evige lovsang. Skellet mellem himmel og jord forsvandt i gudstjenesten. Skriftet med ”Sabbatsangene” har vakt opsigt, fordi det rummer tanker, som minder om det græsk-ortodokse syn på gudstjenesten som en fejring af, at himmel og jord smelter sammen, og at mennesket guddommeliggøres ved åndeligt at skue Guds herlighed.

Et andet skrift er Musar leMevin, et skrift om visdom, som hele tiden henviser til det, det kalder ”værens-mysteriet”: Al dybere visdom vindes ved at meditere over, tænke over ”værensmysteriet”. Hvad der menes med ”værensmysteriet”, er forskerne ikke helt enige om, men måske er det den skuen af Gud, ”Sabbatsangene” vil føre frem til. Fundet af disse skrifter har ændret synet på jødedommen på Jesu tid: Farisæerne var ikke ene om at tegne jødedommen. Der var også grupper, der dyrkede en mere mystisk, ekstatisk jødedom med syner af himlen og englenes gudstjeneste, akkurat lige som vi møder det i Johannes Åbenbaring i Ny Test.

Johannes som øjenvidne

pel — Mon, 10 Nov 2008 08:34:48 +0000

En del forskere har førhen betragtet Johannesevangeliet som skrevet væsentlig senere end de 3 første evangelier og derfor ikke noget særlig godt kildeskrift, når det gjaldt om at danne sig et indtryk af Jesu forkyndelse. Der er imidlertid ting, der tyder på, at Joh.ev. i hvert fald for nogle episoders vedkommende bygger på en øjenvidneberetning. En af de ting, man kan hæfte sig ved, er, at Johannes sætter navn på nogle af de personer, som i de 3 første evangelier optræder anonymt. Markusev. 14,47 fortæller, at ”en af dem, som stod der, trak sværdet og ramte ypperstepræstens tjener og huggede øret af ham.” Joh.ev. fortæller, at det var Peter, og tjeneren hed Malkus. I Markus 14,3-9 fortælles det, ”at en kvinde” salvede Jesu hoved med meget kostbar nardussalve. I Johannes 12 fortælles det, at det var Maria fra Betania. Scenen hænger i Johannesev. nært sammen med Lazarus´opvækkelse, og Johannes gør det tydeligt , at denne dødeopvækkelse har vakt enorm opsigt og er årsagen til, at en stor folkeskare går Jesus i møde, da han nærmer sig Jerusalem, og hylder ham med (sejrs-)palmegrene som ”Israels konge”,12,13. Markus taler kun om ”grønne kviste”, som de strøede på vejen.

Hvorfor denne forskel? Jo, det store problem for de ældste kristne var de romerske myndigheders mistænksomhed over for denne nye religion. Jesus var jo blevet henrettet af romerne, fordi han skulle have forsøgt at opkaste sig til ”jødernes konge”. Derfor er evangelierne ivrige efter at understrege, at denne henrettelse var sket helt på de jødiske præsters og lederes foranledning, og at romeren Pontius Pilatus var blevet presset til at gå med og egentlig godt vidste, at Jesus var uskyldig. Derfor nedtoner Markus, at Jesus ved indtoget i Jerusalem hyldes som en konge, og af sikkerhedsgrunde nævner han ikke navnet på den kvinde, som kort før havde salvet Jesus, som en konge salves, og af hensyn til Peters sikkerhed nævner han heller ikke, at det var ham der greb til sværd i Getsemane have. Og den afgørende begivenhed, som skabte det store røre i folkemasserne, Lazarus opvækkelse fra de døde, nævnes slet ikke i de 3 første evangelier, kun Lukasev. hentyder til den i lignelsen om den rige mand og Lazarus. Fordi Johannesev. er skrevet i Efesus på sikker afstand af de jødiske myndigheder, kan Johannes bedre tillade sig at nævne navnene på dem, der agerede i de kontroversielle situationer.

Velkommen til Harte Kirkes blog!

admin — Thu, 06 Nov 2008 22:31:49 +0000

På denne blog (eller “weblog”) vil du kunne læse indlæg og korte tekster, der handler om Harte Kirke og kristendom i almindelighed.